Fremtiden for mobile-advertising

 I Communications.lab elsker vi mobiltelefoner, og derfor synes vi det er synd, at de ikke bliver brugt mere. I dette indlæg vil vi derfor se nærmere på, hvordan det går med den mobile udvikling, hvad der kommer og hvordan vi som kommunikationsbureau kan udnytte dette

Efter mange års forgæves forsøg på at udnytte det enorme kommercielle potentiale, der findes i mobiltelefoni, ser det endeligt ud til, at der er ved at ske noget på området.

Glem alt om WAP pages der tager lang tid at loade og SMS-konkurrencer, der koster 4 kr. plus almindelig telefon takst. Fremtiden for mobilkommunikation handler nemlig om mobile services og integrerede softwareløsninger.

Ifølge gallups seneste tal har 90% af den danske befolkning en mobiltelefon, og af dem bruger 71% den dagligt. Derudover viser egne undersøgelser, at mobilen er en af de højest prioriterede medier blandt unge generelt, og især blandt kvinder mellem 20-30 år.

På trods af disse lovende tal har mange annoncører været tilbageholdende med at satse kommercielt på mobiltelefoni, og med god grund. Indtil nu har specielt net-hastigheden og brugervenligheden været alt for krævende ifht. at tiltrække en stor brugerskare, men i takt med at mobiltelefonerne bliver større og mere brugervenlige, kan disse gamle undskyldninger ikke længere bruges.

I dag betyder telefoner som Apples IPhone og styresystemer som Google’s Android, at vi går en ny generation af mobilindhold i møde, mobil 2.0 om man vil, hvor indhold og software går hånd i hånd, og hvor mobiltelefoni pludseligt bliver meget mere end bare telefoni. Vi ser allerede de første spadestik i den retning, med tjenester som Google Maps, Youtube, facebook, der alle fås som mobile applikationer. Fælles for disse nye tiltag er, at de udnytter den mobile platforms mediespecifikke muligheder samtidigt med, at de tilbyder brugerne services med en klar merværdi.

Det er selvfølgelig de færreste kunder der har mulighed for – og råd til at udvikle applikationer i stil med Youtube og google maps, men mindre ambitiøse applikationer kunne i nogle tilfælde være en oplagt mulighed. Det kunne f.eks. være et løbeprogram, der finder den bedste rute, samtidigt med at den registrer, hvor langt du har løbet. Eller en kultur applikation der viser, hvad der sker i byen, og lader dig købe billetter til begivenheden. Ideerne er mange og nærmest alt er muligt.

Derudover kommer muligheden for at sponsere eller annoncere i de forskellige programmer, og her er GoogleMaps er oplagt eksempel. Google maps fungerer både som kort, og som en slags opslagsværk over steder og virksomheder. Derfor er det muligt i applikationen at tilføje sin virksomhed, og med tiden også reklamere for den. Det kunne f.eks. være Shell der ville vise brugerne hvor deres nærmeste benzinstation befinder sig, eller PizzaHut der viser aktuelle tilbud i lokalområdet osv. Mange af de andre applikationer rummer også lignende muligheder for kommercielt indhold, og igen er det nærmest bare fantasien og pengepungen, der sætter grænserne.

Disse ideer og muligheder er stadig et stykke ude i fremtiden, og der går helt sikkert et stykke tid før disse tjenester opnår et højt brugerantal i Danmark. Men tendensen er klar – den nye generation af mobile-advertising er på vej, og det kommer til at blive stort. Tal for USA viser allerede, at den mobile net-trafik med IPhone nærmest er eksploderet, og i takt med at flere telefoner begynder at tilbyde disse nye tjenester vil brugertilslutningen også stige.

Vi er enige!